¹ Mary Wollstonecraft, Letters written during a short residence in Sweden, Norway and Denmark (London, 2010); first published 1796, 74–6.

² Haase Svendsen, Gunnar Lind and Svendsen, Gert, Trust, Social Capital and the Scandinavian Welfare State (London, 2016)CrossRefGoogle Scholar; Bjørnskov, Christian and Svendsen, Gert, “Does Social Trust Determine the Size of the Welfare State? Evidence Using Historical Identification,” Public Choice 157/1 (2013), 269–86CrossRefGoogle Scholar; Skirbekk, Helge and Grimen, Harald, eds., Tillit i Norge (Trust in Norway) (Oslo, 2012)Google Scholar.

³ Cf. Wilkinson, Richard and Pickett, Kate, The Spirit Level: Why Greater Equality Is Better for Everyone (London, 2009)Google Scholar.

⁴ Cf. Sejersted, Francis, The Age of Social Democracy: Norway and Sweden in the 20th Century (Princeton, 2011)Google Scholar; Rothstein, Bo, The Social Democratic State: The Swedish Model and the Bureaucratic Problem of Social Reforms (Pittsburgh, 1996)Google Scholar; Esping-Andersen, Gøsta, The Three Worlds of Welfare Capitalism (Princeton, 1990)Google Scholar.

⁵ See e.g. Trägårdh, Lars, “Rethinking the Nordic Welfare State through a Neo-Hegelian Theory of State and Civil Society,” Journal of Political Ideologies 15/3 (2010), 227–39CrossRefGoogle Scholar; Kananen, Johannes, The Nordic Welfare State in Three Eras: From Emancipation to Discipline (Farnham, 2014)Google Scholar; Østerberg, Dag, “Hegels statsteori og den norske sosialdemokratiske staten” (Hegel's Theory of State and the Norwegian Social Democratic State), in Birkeland, Åsmund, Den moderne staten (Oslo, 1998), 231–56Google Scholar.

⁶ The concept of liberty defined as “being independent of arbitrary power” is today generally acknowledged as republican liberty; however, since many who used the term were not necessarily anti-royalist theorists, the term “neo-Roman concept of liberty” is a more precise term, although less used. A good example of a theorist who used this concept of liberty but was not an anti-royalist is John Locke, especially in his “Two Treatises on Government” (1689). For an argument supporting the “neo-Roman” as opposed to “republican” concept, see Quentin Skinner, Liberty before liberalism (Cambridge, 1998).

⁷ For an exposition of how the neo-Roman concept of liberty was employed in Scandinavian feminism, labor movements and literature (as exemplified in the works of Bjørnstjerne Bjørnson, Georg Brandes, Henrik Ibsen and August Strindberg), see Friis Nilsen, Håvard and Jordheim, Helge, Politisk frihet (Oslo, 2014)Google Scholar.

⁸ Mestad, Ola, “The Impact of the US Constitution on the Norwegian Constitution and on Emigration to America,” in Hasle Joranger, Terje M., ed., Norwegian–American Essays 2017: Freedom and Migration (Oslo, 2017), 27–43Google Scholar.

⁹ Ibid.

¹⁰ A recent attempt at filling this void by Glenthøj and Ottosen is most welcome. It is focused on political events rather than ideas and does not reflect the international literature on the republican concept or liberty. See Glenthøj, Rasmus and Nordhagen Ottosen, Morten, Experiences of War and Nationality in Denmark and Norway, 1807–1815 (Basingstoke, 2014), 226CrossRefGoogle Scholar.

¹¹ Brian Kjær Olesen is an exception that proves the rule; he discusses republican theory in his chapter “Frækhed er frihedens grænse: J. W. Schlegel og den republikanske udfordring” (Cheekiness is Liberty's Limit: J. W. Schlegel and the Republican Challenge), in Mestad, Ola, ed., Frihetens forskole: Professor Schlegel og eidsvollsmennenes læretid i København (Oslo, 2013), 92–107Google Scholar. Olesen centers on Professor Schlegel in Copenhagen and his influence on the Eidsvoll delegates, and not the debates at Eidsvoll per se, however.

¹² For classic contributions presenting the republican or neo-Roman concept of liberty see Pocock, J. G. A., The Machiavellian Moment: Florentine Political Thought and the Atlantic Political Tradition (Princeton, 1975)Google Scholar; Pettit, Philip, Republicanism: A Theory of Freedom and Government (Oxford, 1997)Google Scholar; Pettit, , Just Freedom (New York, 2014)Google Scholar; Skinner, Quentin, The Foundations of Modern Political Thought (Cambridge 1978)Google Scholar; Skinner, , Hobbes and Republican Liberty (Cambridge, 2008)Google Scholar; Viroli, Maurizio, Republicanism (New York, 2006)Google Scholar. Quentin Skinner disliked the term “republican” liberty as opposed to “neo-Roman” liberty, since many theorists who espoused the concept of freedom as independence from arbitrary power would dislike to be called republican. Cf. Skinner, Hobbes and Republican Liberty, viii. For the same reason, the term “neo-Roman” is better suited to capture the debates on the Norwegian Constitution, as it was obvious that Norway would continue as a monarchy.

¹³ Appleby, Joyce, Liberalism and Republicanism in the Historical Imagination (Cambridge, 1992), 21Google Scholar. See also Brett, Annabel and Tully, James, eds., Rethinking the Foundations of Modern Political Thought (Cambridge, 2006)CrossRefGoogle Scholar; Laborde, Cécile and Maynor, John, eds., Republicanism and Political Theory (London, 2008)Google Scholar; Besson, Samantha and Luis Marti, José, eds., Legal Republicanism: National and International Perspectives (Oxford, 2009)CrossRefGoogle Scholar.

¹⁴ Cf. Fure, Eli, Eidsvoll 1814: Hvordan grunnloven ble til (Oslo, 1989)Google Scholar; Koht, Halvdan, 1814: Dagbok hundre aar efterpaa (Kristiania, 1914)Google Scholar; Nielsen, Yngvar, Norge i 1814 (Kristiania, 1904)Google Scholar; Sars, Ernst, Norges politiske historie 1815–1885 (Christiania, 1904)Google Scholar; Tønnesson, Kåre, “The Norwegian Constitution of 1814: International Influences and Models,” Parliaments, Estates and Representation, 21 (2001), 175–86CrossRefGoogle Scholar; Skard, Sigmund, The United States in Norwegian History (Westport, 1977)Google Scholar.

¹⁵ See e.g. the very influential historian Jens Arup Seip's book Utsikt over Norges historie 1814–1860 (Survey of the History of Norway 1814–1860) (Oslo, 1974), where Seip, in the chapter on “ideological influences,” lists “classic liberalism,” “patriotic liberalism” and “constitutional liberalism.” See also Steen, Sverre, Drømmen om frihet (The Dream of Liberty) (Oslo, 1973)Google Scholar, esp. chap. 5, “Liberalisme,” 50–62; Tønnesson, “The Norwegian Constitution of 1814”; Lunden, Kåre, Norsk grålysning: Norsk nasjonalisme 1770–1814 på allmenn bakgrunn (Oslo, 1992)Google Scholar. Furseth, Inger, A Comparative Study of Social and Religious Movements in Norway, 1780s–1905 (Lewiston, Queenston and Lampeter, 2002)Google Scholar.

¹⁶ An important example is how the early republicans in America fought for infant-industry protectionism as opposed to the free-trade liberalism championed by the landowning Democrats in the South. Cf. Cox Richardson, Heather, “Directing the Legislation of the Country for the Improvement of the Country: Tariff and Tax Legislation,” in Richardson, The Greatest Nation on Earth: Republican Economic Policy during the Civil War (Cambridge MA, 1997), 103–38Google Scholar.

¹⁷ Håvard Friis Nilsen, “Den nordiska modellen: Offentlighet eller sivilsamfunn?” (The Nordic model: Civil Society or Public Sphere?), in Lars Trägårdh et al., Civilsamhållet klämt mellan stat och kapital (Stockholm, 2013), 244–55; Nilsen, “Det politiske frihetens glemte historie”, in Håvard Friis Nilsen and Helge Jordheim, Politisk frihet (Political Liberty) (Oslo 2014), 13–45.

¹⁸ This blockade is the background to Henrik Ibsen's epic poem Terje Vigen from 1862, about the poor fisherman who rows from Norway to Denmark to obtain a casket of grain to save his wife and child from starvation.

¹⁹ Envold Falsen, “Hvad er Frihed, og hvor skal vi Søge den?”, in Envold Falsens Skrifter, vol. 1 (Christiania 1821; first published 1802), 131–67. I thank professor Ola Mestad for drawing my attention to this essay.

²⁰ Cf. Koht, 1814; Nielsen, Norge i 1814; Sars, Norges politiske historie.

²¹ Wollebæk, Kielertraktaten, 11; Wergeland, Konstitutionshistorie, 129.

²² Falsen, “Hvad er Frihed,” 131–66.

²³ Falsen, “Frihed,” 141.

²⁴ Cf. e.g. Skinner, Quentin, Visions of Politics, 2 vols. (Cambridge 2002–11)Google Scholar; Skinner, Hobbes and Republican Liberty; Markku Peltonen, Classical Humanism and Republicanism in English Political Thought 1570–1640 (Cambridge, 1995).

²⁵ Thynness, Paul, “Envold De Falsen,” in Jon Gunnar Arntzen et al., Norsk Biografisk Leksikon (Oslo, 2003), at https://nbl.snl.no/Envold_De_FalsenGoogle Scholar.

²⁶ Falsen, “Frihed,” 140. The original reads: “Sætter Mennesket Friheden I stedse at udøve sin Villie, da er det klart, at han ved den feilagtigste Slutningsmaade parrer Begreber, der ere mere heterogene end Ild og Vand, og omskaber Friheden til Despotie. En saadan Frihed vilde forvandle Jorden til en Valplads.—Menneskenes forhold til hinanden vilde, overensstemmende med hva Hobbes lærer, blive en uophørlig Krig, og den ædleste Gave, der av Skaberen blev giet Alle, vilde vorde den Stærkeres Bytte.”

²⁷ “Naar man betragter Mennesket som Borger af en Stat, pleier man at inddele dets Frihed i den politiske og borgerlige. Den første bestaar i selv, enten umiddelbar eller middelbar, at medvirke til at bestemme de Forhold, der bør finde Sted imellem Samfundets Medlemmer, og disse Forhold ere, hvad vi kalde Love. Den siste oppnaaes, hvor Borgeren, ukrænket av vilkaarlig Behandling, ser sin person og sine rettigheder betryggede ved faste Love, og i siste analyse opløser denne sig i begrepet om Sikkerhed.” Falsen, “Frihed,” 141.

²⁸ Falsen, “Frihed,” 141. “Den kloge Lovgiver, der ønsker sit Land Frihed og Flor, hører villigen de Bidrag, sindige Borgere gjennem Talens eller Pennens Organ afgive til at fremme Oplysningen . . . Det er ikke blot i Demokratiernes Annaler, at Historiens Muse har optegnet de sande Borgerdyder, disse høimodige Opofrelser, der til alle Tider i lige grad have hædret Mennesket og Borgeren.”

²⁹ Falsen, “Frihed,”166. The original reads: “Den flyver demokratiet, naar Enkelte vove at hæve sig over den lige Snor, som lovene drage; naar Borgerene, følgende Guldet før Dyden, forvandle Loven til et spindelvæv, der kun formaaer at standse den Svage, men gjennombrydes av Vælden. Den er tilstede i Monarkiet, naar Regenten, efterat have givet Loven, selv er dens første tjener, og idet han med kraftig Haand overholde den, skaffer alle Borgerne Fred.”

³⁰ Falsen, “Frihed,” 166. The original reads: “lyktes det Ondskaben at række ham Giftbægeret—velan! Han tømmer det med Dydens rolige Smiil, og efterat have levet uafhængig af Lidenskaberne, uovervundet af Lasterne, sin egen Herre, men ingens Træl, døer han fri som Socrates.”

³¹ Thynness, “Envold De Falsen.”

³² Carsten Anker to Prince Christian Frederic, April 1812, cited in Seip, Utsikt, 20.

³³ Ibid.

³⁴ Wollebæk, Kielertraktaten, 44.

³⁵ Wollebæk, Kielertraktaten, 44.

³⁶ Hemstad, Ruth, ed., “ Like a Herd of Cattle”: Parliamentary and Public Debates Regarding the Cession of Norway (Oslo, 2014)Google Scholar.

³⁷ Henrik Wergeland, who wrote the first work on the Constitution and was the son of Eidsvoll delegate Nicolai Wergeland, concluded that the “absolute liberty” he spoke of was indeed “republicanism.” Cf. Henrik Wergeland, “Humanitet,” Statsborgeren, 15 Nov. 1835, reprinted in Wergeland, Samlede Verker, III, vol. 2, ed. Herman Jæger and Didrik Arup Seip (Oslo, 1934), 262–3. See also Bull, Francis, “Frihet som motiv i Wergelands diktning” (Liberty as a Theme in Wergeland's Writings), Samtiden 55/1 (1945), 1–45Google Scholar.

³⁸ A prominent historian of modern Norwegian history, Jens Arup Seip is a good example of one who struggles to reconcile nationalism and liberalism, and sees the patriotism of 1814 as opposed to the “liberal” (liberalistisk) ideas of the individual. See the chapter on “patriotic liberalism” in Seip, Utsikt.

³⁹ See Mestad, Ola, “Schlegels ’Almindelige Statsret’: Oppskrift for Grunnlovsfedre?”, in Mestad, ed., Frihetens forskole: Professor Schlegel og eidsvollsmennenes læretid i København (Oslo, 2013), 214–43Google Scholar.

⁴⁰ Cf. Ibid., 214–15.

⁴¹ Schlegel, J. W. F., Almindelig Statsret, vol. 1 (Copenhagen, 1798), 28Google Scholar, cited in Mestad, “Almindelige statsret,” 215.

⁴² Cf. Dag Michaelsen, “J. W. F. Schlegel og samfunnets konstitusjonalisering 1797–1799,” in Mestad, Frihetens forskole, 244–59, at 255.

⁴³ Ibid.

⁴⁴ Dag Michaelsen, “J. W. F. Schlegel,” 255, shows Schlegel's defense of Kant's “liberal-republican” constitutionalism as opposed to Fichte's more authoritarian model.

⁴⁵ Cf. Fure, Eidsvoll 1814 (Oslo, 1989); Koht, 1814.; Nielsen, Norge i 1814; Sars, Norges politiske historie; Tønnesson, “The Norwegian Constitution of 1814”; Skard, The United States in Norwegian History; Mestad, “the Impact of the US Constitution.”

⁴⁶ In Den norske Tilskuer 1 (1817), 60, cited in Mestad, “The Impact of the US Constitution.”

⁴⁷ Falsen, “Hvad er Frihed,” 151.

⁴⁸ Trondhjemske Tidender 47 (18 Nov. 1797), 1.

⁴⁹ Mestad, “The Impact of the US Constitution.”

⁵⁰ Mestad, “The Impact of the US Constitution.”

⁵¹ Wergeland, Konstitutionshistorie, 34.

⁵² Wollebæk, Uavhengighet, 9.

⁵³ Mestad, Ola, “Grunnlova §1: Fleksibel suverenitet og udelelig territorium,” in Eirik Holmøyvik, and Dag Michaelsen, , Lærebok i forfatningshistorie (Oslo, 2015), 303–4Google Scholar.

⁵⁴ Ibid., 304.

⁵⁵ Prince Christian Frederic's speech from the throne, 11 April 1814, Den Norske Rigs-Forsamlings Forhandlinger paa Eidsvold i Aaret 1814, udgivne efter Hoved-Protocollen, vol. 1 (Christiania 1814), 2. The original reads: “Den viseste Regieringsform er uden tvivl den, som, sikrende Borgerfriehed og Lovens Hellighed, giver den udøvende Magt Myndighed til at udrette alt Godt og til at haandhæve Lovene; men I skulle ikke kunne give Norge en Regieringsform der svarer til Folkets Forventning, uden ved samdrægtigen at ville virke til eet og samme Maal: Folkets Lyksalighed, Banlyser enhver Tvivl, Frygt eller Mistanke fra Eders Barm naar det gjelder om, at bestemme Norges Grundforfatning; ethvert Medlem af denne Forsamling vise sig som trofast, retsindig Normand, og i det han ytrer sin Overbeviisning, tænke han tillige paa de Medborgeres Stemning i hvis Navn han taler. Skulde nogen fortælle Eder, at Norge ikke kan bestaae som en selvstændig Stat, da lue Kierlighed til Fædrenelandet dobbelt høyt i Eders Bryst.”

⁵⁶ Wollebæk, Uavhengighet, 13.

⁵⁷ Immanuel Kant, Zum Ewigen Frieden (Königsberg, 1795), Eng. translation Perpetual Peace (London, 1917), 125. Kant's definition of despotism, by contrast, is: “Despotism is that principle in pursuance of which the state arbitrarily puts into effect laws itself has made. Consequently, it is the administration of the public will, but this is identical with the private will of the ruler.” As we see, Kant too followed the republican concept of freedom as independence from arbitrary power.

⁵⁸ Prince Christian Frederic's speech from the throne, 11 April 1814, Rigs-Forsamlingen, 3–4. The original reads: “Ere vi ei vante til Savn? og kan noget Savn lignes ved Frihedens? Staaer det ei i Folkets Magt, at indrette sin Regieringsforfatning efter Statens Tarv og de Midler den besidder i sit Skiød?—Norge har ingensinde forlangt, at Danmark skulde afholde dets Statsudgivter! i fredelige Dage har dette Rige givet Overskud af Indtægter i Statskassen; og skulde Sverrig ønske Forening med Norge for at forsørge det norske Folk med Almisse?—hvortil lede endeligen disse bange Tvivl? kun til frivillig Underkastelse. I Sandhed, hvad var et Folk vel værd, som frygtagtigen opofrede sin Selvstændighed og sin Ære? kun de Slavelænker som fra Evigheden vare beredede for samme!”

⁵⁹ Christian Frederic's speech from the throne, Rigs-Forsamlingen, 4–5. The original reads: “Jeg har tilskreven alle de Fyrster hvis Venskab er væsentlig for Norge, og af hvis Retsindighed man kunde haabe Bistand ved en saa retfærdig Sag saasnart Omstændighederne tillade dem at yttre deres Sindelag til vores Fordeel,—Rigets afsondrede Beliggenhed, har endnu tilbageholdt disses Svar, men imidlertid er det engelske Flag igjen seet, og med Glæde modtaget i norske Havne. De Svenskes Konge har jeg tilskrevet saaledes som det skal blive forelagt Rigsforsamlingen; men denne Monark har sendt min velmeente Skrivelse uaabnet tilbage.”

⁶⁰ Christian Frederic's speech from the throne, Rigs-Forsamlingen, 4–5. The original reads: “Jeg har tilskreven alle de Fyrster hvis Venskab er væsentlig for Norge, og af hvis Retsindighed man kunde haabe Bistand ved en saa retfærdig Sag saasnart Omstændighederne tillade dem at yttre deres Sindelag til vores Fordeel,—Rigets afsondrede Beliggenhed, har endnu tilbageholdt disses Svar, men imidlertid er det engelske Flag igjen seet, og med Glæde modtaget i norske Havne. De Svenskes Konge har jeg tilskrevet saaledes som det skal blive forelagt Rigsforsamlingen; men denne Monark har sendt min velmeente Skrivelse uaabnet tilbage.”

⁶¹ The original reads: “O! gid den Konge der siger sig, at ville være det Norske Folks Fader, ogsaa vilde ære dets Rettigheder, og skiænke Norden Fred og lykkelige Dage; vi ønske jo kun, at leve uafhængig i god Forstaaelse med et i sig selv agtværdigt Naboefolk.” Christian Frederic's speech from the throne, Rigs-Forsamlingen, 5.

⁶² The original reads: “ingen formaaer at forudsee de Begivenheder eller Omveltninger, som Europa i det hele, eller enkelte Stater kunne være underkastede, forinden den almindelige Fred giengiver Roe, og kalder Lyksalighed og Velstand tilbage.—Held imidlertid det Folk som, uagtet Trængsler, og mangehaande Gienvordigheder, med urykkelig Troskab, først mod sin Konge, og siden mod sine egne Rettigheder og sit Nationalværd, bestaaer den gode Strid indtil blidere Dage oprinde.” Christian Frederic's speech from the throne, Rigs-Forsamlingen, 5–6.

⁶³ Nicolai Wergeland, “Vi er alene i Besiddelse af Nationens Suverænitet” (We Alone Represent the Nation's Sovereignty), debate on the people's thanking address to Christian Frederic, Eidsvoll, 12 April 1814, cited in Øverland, O. A., Norges Historie, vol. 11 (Christiania, 1897), 476Google Scholar. The original reads: “Forsamlingen er national og norsk—Forsamlingen er altsaa fri. Vi forestiller et hæderligt Folk, løst fra sin Trostabs-Ed, og gjengivet en fri og uafhængig Nations fulde Ret til selv at bestemme sin Regjeringsform, en Ret, baade Ven og Fiende tilsteder os rolig at nyde. Men forestiller vi et frit og uafhængigt Folk, saa er denne Forsamling og aldeles fri og uafhængig, og nu alene i Besiddelse af Nationens Suverænitet. Denne Frihed, denne Uafhængighed være det første, vi hævder, forsvarer og bevarer; thi, edle Herrer, ærværdige Forsamling, hævder vi ei Forsamlingens egen Frihed og egne Rettigheder, hvorledes skal vi da kunne hævde Folkets.”

⁶⁴ Nicolai Wergeland, cited in Øverland, Norges historie, vol. 11, 478. “Alt, hvad denne Forsamling): det frie norske Folk, ikke har sanktioneret, er ugyldigt. Derfor er vi og komne sammen. En Regent maa være, ne quid respublica detrimenti capiat, at vi roligen kan overveie vore Anliggender.”

⁶⁵ “Selv har han erklæret, at det vil afhænge af denne Forsamlings Bestemmelser, om han fremdeles stal røgte sit Hverv. Og, dette maa jeg oprigtig bekjende, den Fyrste, som ei yndede, ei agtede et saadant Skridt af Folkets uafhængige og frie Representation, kunde ikke være Konge for Nordmænd.” Wergeland, cited in Øverland, Norges historie, vol. 11, 478.

⁶⁶ Wergeland, Henrik, Norges Konstitutionshistorie (Christiania 1898), 208Google Scholar.

⁶⁷ Hans Jacob Grøgaard, “Titler og ordeners uægte glans” (The False Shimmer of Titles and Orders) (1814), cited in Øverland, Norges historie, vol. 11, 539–40. The original reads: “Den Konge, som ved Titler og Ordener vil lokke sine Undersaattere til Dyd og Ære, han ikke allene modsiger Begrebet om sand Dyd og ægte Ære; men han virker endog til at forvirre og udslette dette Begreb hos flere og flere. Det er, i det mindste for mig, klart som Dagen, at den Konge, som ved Titler og Ordener vil virke paa sine Undersaattere, han ærer ikke sit Folk, men heller haaner det. Han synes mig at ligne den slue Europæer der med Glasperler lokker den eenfoldige Amerikaner. Han synes mig at sige: Mit Folk, eller Mængden af det, drives ikke af ædle Bevæggrunde; paa dets Religion, dets Samvittighed, dets Patriotisme kan ikke stoles; det maae altsaa lokkes ved Glimmer og Forfængelighed, som vil udrette mere, end baade Religion og Samvittighed og Patriotisme.”

⁶⁸ Grøgaard, “Titler og ordener,” cited in Øverland, O. A., Norges historie, vol. 12 (Christiania 1898), 1Google Scholar. The original reads: “Men—siger man—ogsaa Menneskets Svagheder maae man benytte sig af, og, naar kun det for Staten Nyttige bevirkes, saa kunne Bevæggrundene være Staten ligegyldige. Tillader mig at spørge: Kan det være Staten ligegyldigt, at Nationalkarakteren fordærves? at Folket blændes af en forfængelig Glimmer? at det vænnes til at gribe efter Ærens Skygge istedetfor Æren selv? at det besmittes mere og mere af Titel og Rang-Syge? at man vorder nøiet med at synes hæderlig istedetfor at være det? at Tilbøieligheden styres mere til at glimre end til at gavne? at man drives ikke af ædle og varige Bevæggrunde, men af lave og usikkre? Usikkre ere de lave Bevæggrunde. Den store Napoleons store Magt var grundet paa den uægte Ære. Hvad er den nu, uagtet dens Støtte var Æreslegionen? Alle de mangfoldige Alen hvide Baand med røde Kanter, som ere vævede i vore Dage, vare dog ikke i stand til at sammenholde den dansknorske Stat.”

⁶⁹ Christian Magnus Falsen (1814) “Jeg vil intet have forud for mine Medborgere,” National Assembly debate on nobility and orders, Eidsvoll, 7 May 1814, cf. Fure, Eli ed., Eidsvoll 1814 (Oslo, 2013), 187–8Google Scholar. The original reads: “Det er [maaskee] den ærede Forsamling bekjendt, at ogsaa jeg tilfældigviis er født Adelsmand; hvorlidet Værd dette Fortrin, om man saa vil kalde det, har havt for mig, troer jeg de viide, som kjende mig; jeg har aldrig været blandt dem, som troe at Fødsel kan meddele Fortjenester, som man ellers mangler. Allerede for længe siden havde jeg frasagt mig mit Adelskab, naar jeg ikke havde frygtet for, at et saadant Skridt havde kunne blive mistydet; Aarsagen, hvorfor det først skeer nu, efterat Debatterne om denne Materie ere endte, er ene den, at jeg ikke ønskede, Nogen skulde troe, jeg vilde foregribe den almindelige Mening.”

⁷⁰ Christian Magnus Falsen (1814), “Jeg vil intet have forud for mine Medborgere,” National Assembly debate on nobility and orders, Eidsvoll, 7 May 1814, cf. Fure, Eidsvoll 1814, 187–8. The original reads: “Det er [maaskee] den ærede Forsamling bekjendt, at ogsaa jeg tilfældigviis er født Adelsmand; hvorlidet Værd dette Fortrin, om man saa vil kalde det, har havt for mig, troer jeg de viide, som kjende mig; jeg har aldrig været blandt dem, som troe at Fødsel kan meddele Fortjenester, som man ellers mangler. Allerede for længe siden havde jeg frasagt mig mit Adelskab, naar jeg ikke havde frygtet for, at et saadant Skridt havde kunne blive mistydet; Aarsagen, hvorfor det først skeer nu, efterat Debatterne om denne Materie ere endte, er ene den, at jeg ikke ønskede, Nogen skulde troe, jeg vilde foregribe den almindelige Mening.”

⁷¹ Ibid.

⁷² Article 108, Fundamental Act of 17 May 1814, original English translation published in 1814 by the Norwegian government, reprinted in Mads Andenæs and Ingeborg Wilberg, eds, The Constitution of Norway: A Commentary (Oslo, 1987), 141.

⁷³ Nicolai Wergeland, “Vi er folket og fædrelandet,” speech at Eidsvoll, 1814, reprinted in Håvard Friis Nilsen and Helge Jordheim, Politisk frihet (Oslo, 2014), 237.

⁷⁴ Ibid. The original reads: “Jeg tør tale med Frimodighed. Intet afskrækker mig. Ogsaa et Liv har jeg at give dette kjære Folk. Jeg svor en Ed i min Sjæl, da jeg forlod mit Arnested, at være blind for alt personligt Hensyn, al personlig Fordeel; og lokkende Forhaabninger skulle ikke gjøre mig til Forræder mod mine norske Brødre.”

⁷⁵ Ibid. The original reads: “Hvilke Modsigelser! Hvilke inconsequencer! De samme, som udraabe, hiin uomstødelige Grundsætning, at Suveræniteten ene er i Folkets Hænder, vove at paastaa, at denne ærværdige Samling af Folkets Befuldmægtigede intet have at befatte sig med Folkets Sag. Er da en Akt af det ganske samlede Folk mulig? Kan Folket anderledes øve sin Suverænitet? Anderledes tilkjendegive sin virkelige Vilje end gjennem sine Repræsentanter? Og ere vi ej Folkets Repræsentanter? Skal flere Hundretusinders Lykke svinde for Individets? Ere vi sammentraadte alene for at rejse en Throne, for at fremme et Herredømme eller for at sikre dette brave Folk national Lyksalighed for Aarhundreder?”

⁷⁶ Ibid., 239. The original reads: “Hvad Trøst have vi til det længselsfulde Folk, som svæver mellem Haab og Frygt—hvad Trøst have vi til det, naar vi komme hjem, og de spørge os ad: hvad have I udrettet for os? Hvad blev vor Skjebne? Maa vi da ei rødmende slaae Øjet ned, naar vi intet andet Svar have, end dette: Vi have bygget Eder en Throne—ellers vide vi intet! Vi have bygget Eder en Throne—andet maatte vi ikke. Det var nok! Æder, drikker og værer glade!”

⁷⁷ Wollebæk, Uavhengighet, 204.

⁷⁸ Georg Sverdrup, “Frihed og Selvstændighed” (Liberty and Independence), speech at Eidsvoll, May 1814, 251. The original reads: “Er nogen, endog den meest uindskrænkede Monark vel berettiget til at aftræde et Folk, han hidtil har behærsket, jeg vil ikke sige til dets naturlige Fiende, men til nogen hvilkensomhelst enten Nation, Regjæring eller Fyrste?”

⁷⁹ Ibid. The original reads: “At sælge sig selv til Slave, at overgive sin personlige Frihed og Selvstændighed i en andens Vold, som ifølge deraf kan behandle os ei meer som Personer, men som livløse Ting eller umælende Dyr, er en moralsk umulig Handling, der altsaa ophæver sig selv. Den er det for enslige Mennesker, skulde den ei være det for hele Folk og Stater?”

⁸⁰ John Locke, A Treatise on Government (London, 1689), chap. 6, “On Slavery.” On Locke and republicanism see also Joyce Appleby, “Locke, Liberalism and the Natural Law of Money,” in Appleby, Liberalism and Republicanism, 58–89, at 81.

⁸¹ Sverdrup, “Frihed og Selvstændighed,” 252. The original reads: “Men hverken ere vi overvundne—intet Fodbred af vort Land har Fienden haft inde—ei heller ere vi endnu saa svage at vi jo af kleinmodig Overgivelse have meere at befrygte end af tapper Modstand at haabe. Fiendens egen Frygtsomhed, Rænker, Smiger og Underhandlinger med fremmede Magter, give tydelig nok tilkiænde, at vi i eget Land i det mindste ere ham ganske voxne, om ei aldeles overlegne. Men, kunde man invende, ere vi ved Magt uovervindelige, saa ere Hunger, Nød og Elendighed dog ligesaa frygtbare Vaaben, og fordrer derfor ikke Selvopholdelsen ligefuldt Underkastelse—Hidindtil har vort Mod alligevel vundet Seier. For blot at vedligeholde en gammel Forbindelse, have vi overvundet alt og fortient Europas Beundring. Hvorvidt den Pligt at forsvare Frihed og Selvstændighed i Strid med den at rædde Livet eller den physiske Tilværelse bør strække sig, er en Opgave som kunde synes at høre til de vanskeligste i Staternes Philosophie. Men hvo blev dog nogensinde dadlet, for at have opofret Livet i denne Strid?”

⁸² Ibid., 253–4. The original reads: “Norge er et fattigt Land, siger man, selvstændigt eller med sig selv kunde det derfor ikke bestaae, kun i Forening med andre. Denne Paastand er fra meere end en Side aldeles urimelig. Jeg vil nu ei engang sige: jo fattigere desto bedre, skiønt det baade af Erfarenhed og Tingens egen Natur var let at bevise, at Nationer mod hvilke Naturen især har viist sig gavmild, netop ere de som først have maattet bøie deres Nakke for Fremmede eller indenlandske Despoters Aag, og at tvertimod de der have de største Vanskeligheder af en ufrugtbar Jordbund og en umild Himmelegn at bekiæmpe, lengst og tildeels bestandig have vedligeholdt deres Frihed og Uafhængighed.”

⁸³ Ibid., 255. The original reads: “Vi have fægtet for Selvstændighed og Ære, vi have derved for det første opfylt vor Pligt, vi skylde os selv at udøve og Verden eller Menneskeheden at give Exempel paa. Vi have dernæst skiøndt overvundne, lært vore Fiender at begegne os med Agtelse; thi hvor megen Pris man end foregiver at sætte paa Lydighed og Underkastelse, saa foragtes den dog i Grunden, naar den er avlet af Frygt og Egennytte.”

⁸⁴ Stolleis, Michael, “The Dissolution of the Union between Norway and Sweden in 1905: A Century Later,” in Mestad, Ola et al., Rett, nasjon, union: Den svensk–norske unionens rettslige historie 1814–1905 (Oslo, 2005), 35–48, at 36Google Scholar.

⁸⁵ Fundamental Act of 17 May 1814, in Andenæs and Wilberg, The Constitution of Norway, 141.

⁸⁶ Wollebæk, Uavhengighet, 204.

⁸⁷ Ibid., 204.

⁸⁸ Ibid., Uavhengighet, 205.

⁸⁹ The original reads: “Ad §1: At Ordet uafhængig kunde udgaae.” Cf. Wollebæk, Uavhengighet, 206.

⁹⁰ Stolleis, “The Dissolution of the Union.”

⁹¹ Rasmus Glenthøj, “The City on a Hill: The Norwegian Constitution as the Role Model for 19th-Century Danish Liberals,” conference paper at The Influence of the Norwegian 1814 Constitution in an International Perspective, Oslo, 18 Nov. 2015, forthcoming.

⁹² Cf. Bull, “Frihet som motiv,” where Bull briefly notes the fact that Wergeland associates liberty with the term “republicanism,” but seems puzzled by it, and does not attempt to explain why.

⁹³ Wergeland, “Humanitet.” The original reads: “Den mærkeligste Maade, hvorpaa Humaniteten gjør sig gjældende, er ved den fri Presse. Det er den misbrugte Magt, det hundredhovdede Tyranni, som den derved idelig og altid søger at bekjæmpe—saaledes i sit Væsen og Meed eens med den Tendenz til en almenneskelig, paa aandige og sedlige Fortrin grundet absolut Frihed, som vi kalde Republikanisme, og som, hvor dens moralske Grundvold vakler eller hvor den kues, dog aldrig undlader at forjette en Lyksalighed paa Jorden. Og den kan dette, saasom den er eet med Humaniteten: kun dennes Hænder, som rive sig tilblods under mange Forsøg paa at erobre Himlene for Jorden: Humaniteten kun dens Guddommelige hjerte. Derfor tiltroes Republikaneren af hans sløvere eller mere egoistiske Medmennesker, som kun leve for Øieblikket, oftest god Vilje, om han end lægger Mangel paa Kræfter eller Klogskab for Dagen. Derfor betragtes intet Nederlag som afgjørende for Republikanismen, mens man veed, at Despotiernes Skjebne hænger paa Sværdodden.”